Jeg elsker - og jeg hader.....

Dicte er genstand for store følelser her i hjemmet.

Tror virkelig vi har fået en 3-årig i huset. Det hedder vist egentlig terrible twos, men sammenlignet med hvordan hun er nu så er en toårig jo vand.

Ligegyldig hvordan vi gør det - så gør vi det forkert. Hvis maden er hældt på tallerkenen så har vi givet hende noget hun ikke ville have, hvis vi ikke gav hende det på forhånd - så var det også forkert.

Og enhver forkert ting fremkalder en hysterianfald med tårer. I morges var det forfærdelige at vi havde sat en lyskæde op inde hos os som hun ville have, og hun skulle i hvertfald ikke have "lysfuglene" inde hos sig. Hyl skrig og skrål.

Andre gange kan det være at man spørger om hun skal ud og tisse (om morgenen) hun siger nej - okay det skal jeg, så jeg går der ud..... men så er det også forkert for hun skulle have tisset før mig.

Man ender på et punkt hvor man forsøger at forudsige hvad der kan være galt i næste situation og så gøre alt hvad man kan for at undgå det.

Men det går vel over igen om nogle år, inden det begynder igen når hun er 12 ;)

Men samtidig så elsker man jo også det lille væsen, der fortæller lange historier om hvordan man bare ringer efter arbejdsmændene når der er et eller andet der er gået i stykker. Hun lærer godt nok hurtigt. For sådan har det jo kun været i en måned.